Terapi

Har du det liv, du ønsker dig – og som du fortjener?

Terapi er et samarbejde, hvor du sammen med en kompetent medspiller arbejder hen mod et liv i større harmoni med dig selv og dine omgivelser.

Måske tænker du, at dine problemer da ikke er store nok til at gå i terapi. Men man behøver ikke at være i dyb krise for at søge hjælp til at få det bedre.

Måske føler du, at du hele tiden støder ind i de samme problemer og ikke klarer dem så godt som du gerne vil. Måske er du ikke tilfreds med dit liv, som det er nu, og kan ikke finde ud af, hvilken retning dit liv skal tage. Det hele virker måske uoverskueligt. Måske føler du, at du ikke har tilstrækkelig indflydelse på dit liv eller arbejde. Måske er du bange for at blive afvist og længes efter at føle dig set og forstået. Måske vil du gerne have et bedre forhold til din krop og synes, det er svært at finde ud af, hvad du skal gøre for at forbedre din sundhed.

I terapien kan vi sammen finde ud af, hvordan du bedst nærer både din krop og din sjæl.

Terapi kan øge din selvindsigt og dit selvværd og give dig nogle redskaber til at gøre op med gamle tanke- og handlemønstre, så du får større indflydelse på din egen situation.

I kognitiv terapi tager vi udgangspunkt i kognitionen – tænkningen – fordi det, du tænker om en problemstilling hænger sammen med både dine følelser, dine fysiske reaktioner og den måde, du handler på. Igennem terapien kan du arbejde med din måde at tænke på, så du kommer til at opleve problemet som mindre smertefuldt og belastende. Samtidigt får du hjælp til at begynde at gøre noget på en anden måde, end du plejer, og det kan give overraskende – og positive – resultater.

Jeg ser terapien som en fælles rejse, baseret på nysgerrighed både hos dig som klient og mig som terapeut overfor for hvordan lige præcis du kan få det bedre og leve et mere tilfredsstillende liv.

Det er vigtigt for mig at skabe et rum, hvor du bliver set, hørt og forstået. Når du føler dig tryg, er der basis for en udvikling frem mod et liv i større harmoni med dig selv og de relationer, du indgår i.